At køre hen over de langstrakte prærieområder i Montana og Wyoming er som at befinde sig i en filmlomme i hjernen, hvor alle de mange film og serier, som man i sit liv har set, er oplagret – film om cowboys og indianere, film om nybyggere, film om ensomme ulve på jagt efter identitet, film om flugt fra forfølgelse. Vi har nu brugt to dage på at køre ned gennem sådanne landskaber og flere gange har vi krydset den berømte The Oregon Trail, som løber øst-vest fra Missouri til Oregon. Ad denne berømte rute drog både nybyggere, der ønskede sig landbrugs- og jagtområder og især mormoner, der flygtede fra religiøs forfølgelse – som bekendt slog de sig ned i staten Utah.

På den tid var sletterne beboet af de indianske stammer, som betragtede de vidtstrakte områder som deres jagtområder, da de øde sletter var befolket af tusinder og atter tusinder af bisonokser.  Det er kampen mod disse stammer, der danner grundlaget for mange af de film, som vi har på nethinden fra den tid – den uskyldige nybyggerfamilie og den onde indianer. Mon ikke historien er mere nuanceret end som så – den er i hvert fald vendt på hovedet i dag. De såkaldte reservater, som indianerne i dag har fået som deres område, er fattige, uden megen mulighed for arbejde og ofte med den dårligst tænkelige jord. Hvis der findes olie, gas eller mineraler i jorden, tages det på snedigste vis fra dem igen.

Men – det gjorde ikke prærien til et mindre fascinerende område at køre igennem. Her følger billeder fra vores tur – ikke i oksetrukken prærievogn eller til hest, men den lille Ford Focus gjorde det godt – vi tilbagelagde ca. 800 km. på to dage. Som det ses, er det ikke kun flat og kedeligt, men prærien brydes af bjerge, klipper og vand – de pejlemærker som mennesket til alle tider har brugt som orientering i naturen.

Kun lidt af jorden er opdyrket, resten ligger hen som prærie.

Dyr på sletterne

Prærien er stadig fyldt med dyr, selv om bisonoksen for længst er forsvundet. Nogle er vilde og andre er sat på græs fra de store ranches, som vi dog ikke så – de må ligge langt væk fra vejene. Køerne er mærkede og samles ind et par gange om året – tror vi nok!

Vilde heste – den lidt lavere indianske Pinto, som oprindeligt kom op fra syd og blev indianernes foretrukne transportmiddel og ven. Jeg læste et sted, at hesten helt forandrede indianernes livsstil – måske lidt ligesom internettet har gjort for mennesket idag.

Fugle på træk – traner i dans?

Først så vi én ….    …. så så vi flere og til sidst lagde vi

mærke til de store flokke af vilde Pronghorns (gaffelbukke), som færdes overalt på prærien….

Og så ham her…..

Pejlemærker

Da nybyggerne drog vestpå havde de pejlemærker af sten og vand. Vi stødte på denne mærkelige stenformation, som indianerne anså som hellig..

Naturens puslespil…

Træer så gamle som bonsai træer og næsten lige så små..

Klipper og vand….

Spor af mennsket

Oliepumpe – stadig i brug…

Hvor heldig kan man være?

Bankkrak et sted på vejen…

Noget skal man jo leve af…..

Og hvis man tror, at de lever kulørt og folkloristisk i indianerreservaterne, så tager man fejl – det er kun på tv, at det ser sådan ud. Sandheden har også en bagside, som billedet her viser. Sådan bor mange indianerfamilier, selv om også de yngre generationer for længst er flyttet bort, har uddannet sig og har integreret sig i det almindelige samfundsliv. De, der bliver tilbage, efter at en gammel kultur er gået i opløsning, har ikke altid kræfter til at begynde et helt nyt liv med alt hvad det indebærer – og elendighed går som bekendt ofte i arv.

Der bor faktisk nogen her, men vi spurgte ikke hvem….

Til slut vores egen lille hest, der holder hvil et sted på vejen – håber, at I kunne fornemme det øde, det tomme og det uendelige – præriehunde så vi ikke noget til….