Måske er mine blade som fjer, så jeg kan flyve…….

 

Der er mange ting, der gør, at turister og andre flokkes som trækfugle til Italien hvert år. Én af dem er sporene af vores egen gamle kultur – den europæiske identitet og selvforståelse. De gamle middelalderbyer, Rom, ruinerne i Pompei, grækernes templer, kirkerne og kunsten, vinen og maden, farver og sol – alt sammen noget vi fornemmer også vedkommer, hvem vi selv er. Meget af det er i forfald, og Italien har ikke råd til at gøre noget ved det. Private organisationer forsøger dog at gå ind i bevarings- og restaureringsarbejdet, og af og til kan man se, at der er tilflydt en strøm af penge fra EU.

Og under alt dette summer historien om fokevandringer og erobringer. Om folk, der ville et bedre liv og bosatte sig i disse mildere egne. Om folke- og kutursammenstød, der afstedkom en frugtbar symbiose – ikke altid, men når det var bedst. Man ser disse spor i det spanske Andalusien i Cordoba, Sevilla og Alhambra, og man ser dem også her på Sicilien. Der var engang, hvor arabere og normanner levede fredeligt sammen med hver deres religion og skikke, mest fordi der var herskere som Roger d. 1 og 2, der kunne se nytteværdien af en sådan åben indstilling. Det kan være  grunden til, at sicilianerne ikke er så bange for “den fremmede”, som vi er i Norden. De er nysgerrige og gæstfrie og måske skyldes dette træk også, at de ikke har så meget at miste, som vi har. De fleste har kun til dagen og vejen – ligesom de flygtninge der strømmer ind på deres kyster.

Sicilianerne er stolte af denne tidlige del af deres historie, og de refererer gerne til disse 200 år som en af øens rigeste perioder. Vi har været på en vandring rundt i byen, hvor billederne er fra.

Katedralen i Palermo er bygget oven på en moske. Søjleindgangen er bygget af rester fra moskeen og bærer vers fra koranen.

 

Ziza slottet, der i dag er et Unesco Heritage Site, har haft penge til en total renovering. Araberne påbegyndte bygningen af slottet og de normanniske  konger William d. 2 og 3 gjorde det færdigt. Det forfaldt, men er nu genrejst som museum for arabisk og normannisk kunst. Slottet er et fint eksempel på maurisk byggeri. Navnet er arabisk og betyder “den kære”.

 

Slottet forfra og fra siden

 

Indgangen, hvor man går direkte ind i en sal ornamenteret med både arabisk og normannisk kunst. Svært at tænke, at dette ville kunne lade sig gøre i dag. Behøver nok ikke at sige, at det øverste er det arabiske!

 

Araberne kunne noget med vand – det ser man også i de vandingssystemer, som stadig bruges i olivenlundene i Andalusien i Spanien. I forbindelse med deres bosættelse i Palermo, har de her ført vand fra bjergene ned gennem kanaler og ind i slottets sale og også ud over den omkringliggende landbrugsjord. I Palermo kan der være op til 40 C om sommeren, så foruden til landbrug har det også kølet. Vandet blev ledt ind i salen ad rør, ned ad slisken og rislede hen over kanalen i gulvet. Der var på hele slottet et vandingssystem, der i dag ville være at ligne med en aircondition, blot smukkere og måske også sundere.

 

 

Poul i samtale med vores ivrige rundviser……

 

 

 

Til sidst et billede af den gamle byport ved havnen. De to på bænken er af normannisk afstamning!

 

Ciao fra pensionisterne i Palermo