Der er intet som et gensyn med en velkendt by og intet som at opleve den samme by på ny.
Turen hertil gik planmæssigt, taxaen ventede som planlagt, og turen ind til Palermo i mørket gik helt efter planen. Vi stod pludseligt på fortovet i en del af byen, som vi ikke rigtigt kender og foran en finere ejendom, end den vi have lejet sidste år – stod der lidt fortabte, da der ikke var nogen der ventede, og døren var låst. Men hun kom – en midaldrende, smuk kvinde – sådan lidt Juliette Binoche-agtig. Op i den meget lille elevator til sjette sal og voila – en fantastisk lejlighed med udsigt over byens tage og bjergene der omgiver byen fra vest og fra bagsiden af ejendommen et kig hele vejen ned til havnen, hvor vi boede sidste år.
Næste morgen var det tid til at finde vores ben og udforske området – mest for at få noget at spise. Når man står på fortovet kan man vælge at gå til højre, som fører én ned til teatret og den finere bydel med alle de store modehuse eller til venstre, og så står man i den gamle, beskidte og meget rodede del af Palermo. Vi har indtil videre valgt at gå til venstre, da det er der oplevelserne står i kø. Det er også der, at man går igennem den gamle græske byport “Porta Carini” – den kære port – og så breder der sig et sandt overflod af et udendørs marked sig i de små gader bag porten. – grøntsager, frugt, fisk, kød, ost, vin ……al denne herlighed ligger 100 m fra vores gadedør. Og den gamle mand, der solgte kapers og salte fisk var som taget ud af en italiensk film.
Når man sådan går på marked, kan man jo ikke bare gå derhen og tilbage igen med det samme – det tager lang tid at kigge det hele ud og finde den rigtige handler – i går blev jeg snydt med mine tomater – lektie: man skal selv vælge det hele ud og ikke bare stå og pege som en turist. Al denne fortagsomhed kræver et lille glas vin ved de røde plastikborde til at styrke os med – sådan midt på formiddagen!
Og byen ligner sig selv – også heroppe i den øvre bydel. Barene ligger på stribe, der er loppemarked på hver en lille plads, hundene strejfer rundt og trafikken er helt ustyrlig. Blot det at krydse en befærdet vej er en kunstart man må lære sig. man bevæger sig lidt ud, lader den første bil passere, bevæger sig lidt længere, den næste bil standser og vinker dig frem og så er det bare med at komme over, inden han trækker på skuldren ad din tøven og kører videre. Det er især ved frokosttid den er gal – de skal allesammen hjem til pranzo og helst i bil. Selv om de her har 2 timers frokostpause hernede, så ved jeg ikke rigtigt om jeg gad at bruge den ene time i en bilkø. Tænk at kunne sidde roligt med en leverpostej klapsammen og en kop nescafe i stedet! Herover dagens høst til vores egen middag.
Vi høres/skrives/tales ved, Ciao fra Palermo.