Som barn lærte jeg at besøge hellige steder. Hvis man vil vide noget om et lands kultur, vaner og generelle karaktertræk, så der de “hellige” steder et godt sted at gæste – kirker, moskeer, templer, gravpladser, monumenter og pilgrimssteder. De hellige steder er forskellige i forhold til geografi og religion, men ens for dem alle er menneskets trang eller evne for tilbedelse. At tilbede noget eller nogen, og have et fysisk sted at gøre det, giver en fornemmelse for beskyttelse, samhørighed med naturen eller guderne eller andre mennesker. Det kan give en forløsning for taknemmelighed eller sorg, for pejlemærker og måske hjælp i svære tider eller blot en indre meditation over livets formål og mening.
Når man således rejser i katolske lande, er det ikke svært at finde frem til disse hellige steder. Ud over de ofte enorme og rigt udsmykkede kirker og kirkegårde er der alle de helgener, som dyrkes og tilbedes og fejres. Lige der smed vi protestanter måske barnet ud med badevandet, og vores mere intellektualiseret religiøse praksis efterlader ikke megen fest og farver. Og mere generelt kan man måske sige, at i dag har mangt og meget erstattet religionen som det sted, hvor tilbedelsen finder sit objekt – sport, musik, penge, politik, magt, ja sågar selve selvet.
Men lige her og nu vil jeg fortælle historien om Rosalia Sinibaldi – La Santuzza (den lille helgen). Som enhver ordentlig katolsk by, så har Palermo selvfølgelig også sin egen skytshelgen, og hun hedder Rosalia. Rosalia “bor” oppe på bjerget Monte Pellegrino lige uden for Palermo, et bjerg som kan ses mange steder fra i byen. Man kan komme derop med bus, med taxa eller som vi i en lejet bil. De mest dedikerede går derop ad den gamle pilgrimsvej.
Rosalia menes at være blevet født omkring 1125. Der er uenighed om hvor, men for ikke at fortabe os i “Rosalia” forskningen, holder vi os til, at det var i nærheden af Palermo, og at hun var af normannisk, måske adelig, herkomst. Som ung pige brød hun normen om giftemål og familie og tog ophold først i en hule i det sydlige Sicilien for senere at rejse tilbage til Palermo for at dedikere sit liv til Gud som eremit i hulen på Pellegrino bjerget. Her døde hun som 35 årig i 1160, og der opstod straks en religiøs kult omkring hendes navn og minde. Men så tog historien en drejning, da pesten kom til Palermo i 1624. Den hærgede og dræbte tusinder i byen og syntes ingen ende at ville tage. En meget troende kvinde ved navn Girolama La Grattuta, som var indlagt på hospitalet under denne pest, så i en drøm Rosalia for sig, hvor Rosalia fortalte hende, hvor hun præcist lå begravet. Bystyret satte en udgravning i stand og man fandt de jordiske rester af Rosalia i hulen oppe på bjerget, hvor hun også havde boet i noget af sit korte liv. Det i sig selv er nok ikke så bemærkelsesværdigt, men historien slutter ikke her, for kvinden, der havde set synet, blev straks helbredt for sin sygdom, og pesten forsvandt fra byen i løbet af kort tid. En helgen var født, ikke kun for Palermo men for hele Sicilien og senere andre steder i verden. Hun blev kåret som sådan i 1625, og hulen, med vandet der siver ned langs dens vægge og siges at gøre mirakler den dag i dag, blev til det pilgrimssted, som tusinder besøger hvert år – både Goethe, Wagner og Lord Byron har været her – og nu også vi lidt mere undseelige turister. Hvert år fejres Santa Rosalia i Palermo på den dag hvor hun blevet fundet, den 14. Juli, og på dødsdagen den 4. september. Pilgrimme går stadig barfodede op på bjerget for at bede og mindes. Hendes jordiske rester, samt hvad man ellers fandt i hulen dengang, kan ses i katedralen i Palermo.
Selve grotten er inde i det kapel, som man i sin tid byggede uden om. Kapellet er bygget sammen med klippen, som husede grotten, og hvis kalksten bevarede skellettet i alle de år.
Inde i grotten er der bygget et alter, og en forgyldt statue af Rosalia ligger smukt i en slags kiste. Denne helt vidunderlige statue er fra 1625, og det kan ikke undgås, at man imponeres over dens skønhed og holdbarhed. Alle de ikke så kønne metalplader hen over grottens tag er sat op for at forhindre vandet i at dryppe på de besøgende.
Alteret…..
Og kisten med den gyldne helgen…
Ved mange valfartssteder skal der betjenes og tjenes penge. Som overalt i Italien skal man helst også kunne få en kaffe på baren…
Således beriget med kulturel og åndelig forståelse kørte vi ned ad bjerget igen. Bjerget i sig selv er meget smukt med kaktus og forårsblomster i fuld flor. Andre levende væsener bebor også Monte Pellegrino – de ser velnærede og tilfredse ud….
Da vi nu havde en bil kørte vi derefter hen for at se det kinesiske palads – Palazzo Cinese. Det ligger lige udenfor Palermo, men den historie gemmer vi til en anden gang. Her blot et par billeder….
Ikke alt vokser i lige linjer!
De vejfarende
